Silicon Valley vil putte chips i vores hjerner - Men skal vi være bekymrede?

Season 3, Episode 29,   Mar 17, 2022, 03:43 PM

En stor del af vores tid bruges i dag foran en computer eller en telefon, og ifølge forretningsmanden Elon Musk gør det os til en form for cyborgs.

Desværre er vi bare nogle pokkers ineffektive cyborgs - for kommunikationen mellem menneske og computer går stadig gennem vores fingre.

Det kan der dog rådes bod på. I 2016 startede Elon Musk virksomheden Neuralink, der arbejder på at fremstille en chip, der kan sættes ind i vores hjerner, og gøre os i stand til at kommunikere med den digitale verden.

I dag er projektet så langt, at virksomheden blandt andet er lykkedes med at få en abe til at spille Pong på en computer ved hjælp af tankens kraft.

Men hvor langt er forskningen egentlig med at kunne afkode hjernens signaler og læse vores tanker? Og bør man, som Asbjørn i denne episode, være bekymret for konsekvenserne af at få en hjernechip?

Det undersøger Brainstorm i denne episode.

NB: Brainstorm har kontaktet Neuralink i et forsøg på at få svar på forskernes kommentarer, men har ikke hørt noget endnu. Kommer det, vil vi opdatere jer i en kommende episode.

Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden.

Medvirkende:

  • Hartwig Siebner, leder af DRCMR (Danish Research Center for Magnetic Resonance og klinisk professor i præcisionsmedicin ved Hvidovre Hospital.
  • Thomas Ploug, professor på Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet og Centre for Applied Ethics and Philosophy of Science på Aalborg Universitet.